19. dec. 2011

1000LAX - Releaseparty for debut-album

     / Punk, Sverige



Det er lige gået op for mig at svensk musik har en punk-dimension :) det har de sikkert haft længe, men det hører man da ikke meget til herhjemme.

Det dansk/svenske punkband (der synger på svensk) 1000LAX ("Tusind Laks" på dansk) er et næsten helt nyt band der bor i København, men spiller i begge lande og er ved at udsende deres debut-album. De sender albummet på gaden 01.02.2012 og holder releaseparty samme dag. Detaljer i link herunder. (REDIGERET: Festen er ovre, linket er fjernet.)

Her lige deres hit Jag Pratar Svenska:






De har spillet opvarmning til et japansk pige-punk/pop-band (Shonen Knife), de har spillet lidt på Roskilde Festival og på Distortion Festival...

Forsanger Jönsson skriver:

Min mor er svensk, min far er dansk og jeg har altid været en rebel. 1000LAX er min åreladning, mit confession, mit afladsbrev, det er sex, lax and rock’n’roll, det er Jesus mod djævelen, det er børnene mod politiet. Alt dette sammen med nogen af de mest lovende musikere, og nu kommer pladen på gaden 1. feb 2012, oven i købet på vinyl.

(Herunder sangen Snabbkaffe)







Øvrige bandmedlemmer, ifølge hjemmesiden og deres Facebook-side:

Bas: Karlsson
Guitar: Petter Rebelli
Trommer: Ronny Maxe

(Ifølge Københavns Kommunes "Kulturanstalten" er musikerne dog: Martin Ullits Dahl på trommer, Gustav Niepoort på guitar og Peter Høj på bas - der er nok tale om kunstnernavne.)



M U S I K Klik:

1000LAX' hjemmeside:
http://www.1000lax.com/

1000LAX på facebook:
http://da-dk.facebook.com/tusenlax?sk=wall#!/tusenlax?sk=info

1000LAX' tourdagbog:
http://gaffa.dk/artikel/52612

12. dec. 2011

JAZZMUTANT LEMUR - elektronisk supermaskine

   / Instrumenter, Teknologi



JazzMutant (et firma) opfandt i 2004 et genialt multitouch musikinstrument til electronica og DJ'ing. De var pionerer og måtte opfinde deres egen skærm der kunne bruges af et "uendeligt antal fingre" på én gang. Apparatet har været en stor succes, både pga. den meget store flexibilitet og den solide hardware.

Herunder en smagsprøve på én brugerflade og dens muligheder






JazzMutant, det franske firma der fremstiller Lemuren, byggede den af gode dele, med egen grafikprocessor og kablet kontakt med de tilkoblede maskiner, så man ikke som med en iPad kan risikere et WiFi-stop midt i en koncert. Det var den første multitouch-maskine til kreativ brug.

Her ses Kanye West fremføre Stronger til Grammy Award Show 2008, sammen med Daft Punk, der var samplet ind i det oprindelige nummer med deres Harder, Better, Faster, Strongerde spiller på Lemurer, som ses her fra 2:59 og frem.







JazzMutant var så geniale at gøre brugerfladen flexibel og programmerbar, så man selv kunne udforme og definere sine knapper og kontakter, displays og menuer - man kunne endda indbygge friktion i faders med videre. Og man kan installere brugerflader uploaded af andre brugere,  og arbejde videre på dem. Og man kan lade Lemur'en styre synthesizers, mixere, lys- og videoanlæg.

Her ses en anden brugerflade, hvor man ser hvordan Lemuren kan bruges som sequencer...







En del kendte electronica-kunstnere (samt DJ's og video-artists) har benyttet JazzMutant's Lemur til deres musik, bl.a.:

Björk
Daft Punk
Linkin Park
Deadmau5
Modeselector
Nine Inch Nails.

Man kan i Björks Declare Independance (live fra Paris) se de spiller på Reactable (den bliver filmet en del her, se evt. artikel om Reactable: link i MUSIKKlik) og på Lemur (ikke filmet meget), ses 0:44 ganske kort.







REDIGERET:

Lemur er siden udkommet i en version 2 (se mere i links)og som app til iPad og andre tablets. Der findes nu gode videoer der viser hvordan man kan bruge den, se links herunder. Mange viser hvordan den spiller sammen med det populære program til musik og DJ'ing: Ableton Live. Først en af videoerne der viser hvordan man bruger den og programmerer sin egen brugerflade. Der er flere videoer i den serie, bare søg på youtube, fx efter Lemur tutorial series... her den første video i serien om DJ'ing.

Lemur V2 kan købes for $ 1.999,-







M U S I K Klik:



10. dec. 2011

DRAKE: Thank Me Later

   / Hip-Hop, RnB, Canada



Her er Drake. En canadisk Hip-Hop / RnB-artist (og skuespiller) der ikke har selvværdsproblemer. Forstået på den positive måde - han har som regel ikke behov for at være den sejeste, farligste, klogeste, stærkeste, smarteste, bedste, styggeste eller største mand i byen. Det er super-fedt at høre en stak tekster der viser en cool dude, der ikke har styr på alt og ikke kan slå os ihjel eller bolle alt med bryster :)

Her den fede sang / video Over - med strøtanker om livet og pludselig berømmelse (desværre i den pæne, censurerede udgave)...






Albummets tekster drejer sig om bl.a. besværlige parforhold, hans forældres skilsmisse, om han mon ændrer sig negativt pga. sin lynkarriere og om at "ægte" hip hop-fans synes han er et produkt. Og f.ex. som han rapper, beskuende livet han fik:



While all my closest friends' out partyin'
I'm just here makin' the music that they party to.



Thank Me Later er Drakes debut-album. Det udkom i juni 2010 og var et meget ventet album, efter han i 2009 udsendte sit 3. mixtape So Far Gone, udgav debut-EP'en af samme navn og han blev et "hot name". Han fik 2 grammy-nominationer, den 1. hitsingle "Best I Ever Had" (er også sidste nr. på albummet på streaming), og de store pladeselskaber i konkurrence overbød hinanden for at få kontrakten med ham. Universal Motown vandt - selskabet der har bl.a. Jay-Z og Kayne West!
Albummet nåede 1.pladsen på fem af verdens store hitlister.







Herover var det videoen Best I Ever Had, som på trods af den hyggelige historie kvinde-basket handler om noget helt andet, et særligt kærlighedsforhold til en kvinde. Teksten er meget interessant og fuld af dobbelttydigheder... se "oversættelsen" af teksten på Rap Genious, link er i MUSIKKlik.

I 2011 udgav Drake albummet Take Care, som også er godt og lidt anderledes. Herunder er videoen Take Care, sunget med Rihanna. Også her er hans tekster værd at bemærke. Se for eksempel følgende linier:



It's my birthday, I get high if I want to
Can't deny that I want you, but I lie if have to



Sangen handler om et skævt kærlighedsforhold, men har samtidig rim / referencer til det gamle hit (først udgivet af Helen Shapiro, men senere genindspillet af mange andre kunstnere) hvor de synger:



It's My Party, and I'll cry if I want to,
cry if I want to, cry if I want to



Drake er bare mere interessant end den gennemsnitlige rappers tekster :-)






REDIGERET: Drake har indtil nu udgivet 3 studioalbums, det fjerde album skulle udkomme i 2015 og hedde Views From The 6, men der er istedet udkommet et mixtape kaldet If You're Reading This It's To Late, frigivet på iTunes og på Spotify. Det ses dog stadig som hans fjerde album, der er flere af de 17 tracks der hedder noget med 6 og på forsiden af "coveret" er der også et 6 tal under teksten.



M U S I K Klik:

Rap Genious, Best I Ever Had:
http://genius.com/Drake-best-i-ever-had-lyrics

Drake på Wikipedia:
http://en.wikipedia.org/wiki/Drake_%28rapper%29

Drakes hjemmeside:
http://www.drake-online.com/

6. dec. 2011

MAROON 5 - Live, Falconer Salen

   / Koncert, Pop-Rock, Neo-Soul, USA



Hovednavn: Maroon 5 (90 min.)

Opvarmning: Emily King (30 min.) 

Musik        (max 5):      ♪ ♪ ♪ ♪ ♪

Spillested (max 5):      ♪ ♪ ♪



Vi var i Falconer Salen (København) 2/12 2011 for at se Maroon 5. Og det fortrød vi ikke.
Det var en forrygende koncert. Bandet leverede varen. Salen var knap så hot.

Først musikken:
Det var Maroon 5 som når de er bedst på plade - der var swing i hele bandet, især guitaristen. De havde fuld tryk på og var virkelig veloplagte. Bandet var Adam Levine på vocal og guitar en gang i mellem, og han havde medbragt 1 guitarist (James Valentine), 1 bassist, 1 trommeslager og 2 på tangenter.

Koncerten startede med deres store nye hit Moves like Jagger og det slog lige stemningen an at de ikke gemte den til midt i koncerten... De første 30 min blev hit-på-hit leveret uden pauser. Vi var henrykte og salen var syngende og dansende. Det var numre som Harder to Breathe og Sunday Morning (se live klip fra koncerten af de 2 numre herunder)







...If I Never See Your Face Again og Makes Me Wonder samt flere funky hits. Derpå fulgte 10 minutter med knap så store hits og stille sange, hvorpå resten af koncerten igen var helt oppe i tempo, med sange der pludselig gled over i Tina Turners What's love got to do with it og guitar- / vocal-battle, guitarsolo og headbanger-metalrock intro på et enkelt nummer (nummeret Wake Up Call, ses herunder, dog har den der filmede ikke fået introen med). Ret underholdende for et pop-band og selvom publikum var meget spredt i alder, festede alle med.

Opvarmningen:
Var singer / songwriter Emily King på sang og guitar og hun var så utrolig kedelig at folk ikke hørte efter men sniksnakkede og ventede på hun gik. Hun havde en gut med på guitar og elektronik og han gav da et løft til den kedelige opvarmning. Vi var, efter hun gik, ikke højere oppe end før hun kom.






SÅ lidt om spillestedet:
Det var en aflyst / udskudt koncert der skulle have været spillet på Vega der nu blev flyttet til Falconer Salen, og det var både godt og skidt. Vega har dog et af de fede lokaler til koncert - i modsætning til Falconer Salen (på trods af Vega nogen gange ikke har styr på sagerne: de kan finde på at lukke en kø til garderoben pga. manglende bøjler i en række og så må man stå bagest i en ny kø nede i lobbyen og svagt høre bandet man skulle se, spille de første 2½ numre, mens personalet fra den lukkede garderobe går, sikkert ind og ser musik!) I Falconer Salen havde de i dag fuld kontrol over køerne til både garderobe og bar, men til gengæld kan man ikke se ret meget  - scenen er for lav og de lavere folk kan ikke se meget fra gulvet. Det kan man da i Vega. Og så var lyden altså ikke i orden og det burde man kunne forlange når billetprisen når at nærme sig de 400,- Eneste formildende side af sagen er, at jeg nok ikke havde nået at få billet (sammen med en hel del flere) hvis det var i Vega, da vores billetter blev købt lige omkring de fik udsolgt.

Konklusion:
En superfed koncert med et sprudlende band som på trods af salen og opvarmningen leverede en Helt igennem Fantastisk aften.



M U S I K Klik:

Maroon 5 hjemmeside:
http://www.maroon5.com/

1. dec. 2011

DANS & LÆR - originale danske fugle...

   / Fuglestemmer, Minimalisme, Naivisme, Electronica, Danmark



Der er altid en ny og mærkelig ting man ikke har set eller hørt endnu, som man kan blive 
begejstret for og fascineret af... det er jo det fede ved at være nysgerrig. Som i dag da jeg opdagede det danske band Dans & Lær.






Dans & Lær er 5 nørder (i positiv forstand) der elsker fugle og moderne musik... De samledes af hovedmanden Bjarke Søballe Andersen, der som barn havde fået et af de lærerige kassettebånd med fuglestemmer og speak. Båndet var Havens Fugle udgivet af Dansk Ornitologisk Forening i 1968, hvorpå man hørte fuglestemmer og informative speaks af Ole Geertz-Hansen.






Båndet med fuglestemmer har bandet samplet og hakket om til fede hits med et twist af electronica og akustiske instrumenter, rent guf for de bredt favnende :)

Dans & Lær har optrådt sammen med TV-/Film-kultpersonerne Jens Olesen (fra Natursyn på DR P1, tidligere dyretegner på DR1) og Flemming Quist Møller (Far til Benny's Badekar)

Deres liveoptræden er, som man kan se herover: energiske, intense og kommer langt ud over scenekanten. Deres super-fede omskrivning af Daft Punk's superhit Get Lucky med omkvædet "She's up all night  to get Gulspurv" efterlader ikke et øje tørt. Check det i videoen herover fra 3:30 hvor tilskuerne lærer at Gulspurven tæller en-to-tre-fir-fem-seks-syyyv som på "fuglsk" indgår i sangen (og især fra 4:40), er et must see...!






Her sangen "Skade" fra debut-cd'en "Havens Fugle"...

Dans og Lær er kult - og nørderi - og interessant. Og de spiller på mange ting, også brød og pilleglas :-)

Og nu har de lavet en lige så mystisk julekalender: Uglekalender - følg med hver dag og se hvad der sker - hvis du er let at forundre... (link længere nede).






Bandet er ikke båret frem. De gør det hele selv: producerer, indspiller, designer covers, passer booking og mere. De har lavet nogle skønne albums på dansk - de første kaldet Havens Fugle og Flere Fugle, samt EP'en med remix af Skade: numrene Skade (original), Husskade (House), Tornskade (Dub-Step), Skovskade (Jungle-agtig), Strandskade (Chill-Out) - valg af genrer på EP'en vidner om gennemførthed og humor.






Herover endnu en fed liveoptræden, hvor bandet viser entusiasme, electronica og vist nok verdens første ugle-solo (fra 1:35 og frem).

Deres nyeste album er på engelsk, hedder New Zealand og tager udgangspunkt i fugle fra den anden ende af verden. Da de ville lave et nyt album blev de klar over, som de skriver i deres pressemateriale, at de måtte skifte det danske samplede bånd ud. Efter flere dages søgen på gamle plader og lidt forvirring om de skulle bruge hjerterytmer, guitarkurser eller andet mystisk fandt de frem til LP'en A Treasury of New Zealand Birdsong fra 1971. De måtte forhandle lidt med de overraskede rettighedshavere på jordens bagside om at få lov at sample, men de fik lov og den glimrende skive New Zealand var en realitet.

Dans & Lær sælger deres plader via deres webside og kan også høres på Spotify.

De skriver 14. februar 2015 på facebook at de er begyndt at på et nyt album. Det bliver fedt at høre. 



Redigeret: herunder ses videoer fra deres nye album New Zealand, første fugl er Kaka






Næste fugl er Grey Warbler






Sidste fugl er Skylark






M U S I K Klik:

Dans & Lær's Uglekalender (når man vil høre indholdet af links'ne kan man slå lyden fra på ugle-kalenderen ved at klikke pause, i nederste højre hjørne):
http://www.uglekalender.dk/

Dans & Lær's hjemmeside:
http://www.dansoglaer.dk/

26. nov. 2011

VINDAHL - nyt dansk...

   / Nu-Disco, Soul, Danmark



Jeg har modtaget et tip fra en af mine musikalske veninder - Susanne H. - og måtte selvfølgelig checke det ud...

Her er Ronnie Vindahl som har spillet i både Boom Clap Bachelors og Non+ ... han har på sit første solo-album gæstesangere der gør et glimrende job: Coco fra Quadron og Jenny Wilson.

Her videoen Not In Space Without You







Ronnie's soloalbum (Serendipity) er ganske interessant - lyttede det på Spotify lige nu (super opfindelse - man får et godt tip og kan straks lytte albummet :)

Stilen er lettilgængelig og nostalgisk, og så alligevel ny på en måde. Det er minimalt til tider og lidt naivt.

Her videoen The Question (feat. Jenny Wilson)







Sangen herover har jeg godt nok hørt en del gange nu, den er bare fed, og så er det som om jeg har hørt en tvilling til den et sted, men HVOR / HVAD? Tja, den kommer nok en gang.
Videoen ser ud som den er optaget i Sverige, men Vindahl's far har også en bolig derovre, så måske derfor...?

Anmelderne er delte, nogen elsker det (Gaffa), og nogen rakker det ned  (Soundvenue) - jeg synes det er ret god musik.

Tak til Susanne - man må da gerne sende flere tips.

Herunder: Sometimes







REDIGERET:
Hvor er Vindahl nu? Hvorfor kommer der ikke nye albums? Der er nu gået små 4 år siden ovennævnte album blev udsendt. Efter at have checket Vindahls Facebookside finder man mange links til Mø, den danske succesfulde electronica-kunstner. Søgning på de to giver et link til et spændende interview i et ganske interessant urban fashion- / musik- / skaterkultur-magasin på nettet, kaldet Bitchslap Magazine ... artiklen linkes herunder. Vindahl er nu produceren bag Mø (og samarbejder også  med andre kunstnere), han optrådte også som hendes guitarist, men vil hellere være producer end musiker, så derfor er Vindahl nået dertil nu. Læs den spændende artikel udgivet oktober 2013. Til sidst den fede sang: Head over Heels (feat. Coco)






M U S I K Klik:

Interview med Vindahl i Bitchslap Magazine:
http://bitchslapmag.com/2013/music/ronni-vindahl-interview/


Vindahl på SoundCloud:
https://soundcloud.com/ronnivindahl


21. nov. 2011

JAMIE WOON - hva' for noget?

   / Electro-RnB, UK



REDIGERET:
Nu har jeg haft albummet Mirrorwriting i nogen dage og jeg må sige det er utrolig lækkert, helstøbt og i topklasse. Kan komme til at sætte det på og glemme hvad jeg skulle bare for at lytte et nr. mere. Artiklen herunder burde handle mere om albummet og ikke så meget om remixet. Er super-lækkert komponeret og flot produceret. Minder mig om Michael Jackson, Justin Timberlake, Calvin Harris eller Eric Benét... bare en lidt anden genre. Her  er en smagsprøve på albummet: videoen til Night Air.







Jamie Woon er på vej op. Han er opvokset i London-området med en malaysisk/kinesisk far og en skotsk/irsk mor. Han har fået multikultur fra starten, og har måske derfor så godt fat i musikken og os.

Han er "singer / songwriter / producer" og har udover egen musik også remixet andres. Og det gør han godt. Hans egen musik er en blanding af RnB, samples, programmering, guitar m.m.






Han har udgivet sit debutalbum "Mirrorwriting" i 2011 med et par singler foreløbig og han blev erklæret som nr . 4 i afstemningen "BBC's Sound of 2011".
Han har remixet det småstille (nogen vil måske sige halvkedelige) nummer "Video Games" af Lana del Rey og fået et meget interessant resultat; det er udgivet som officielt remix.







REDIGERET:
Jamie Woon fik i 2013 et skadet ben og måtte aflyse en række koncerter. Han har siden ikke vist meget nyt. Han har produceret for nogle andre kunstnere og sunget med på andres sange. Rygterne siger han arbejder på at udgive musik igen "snart".



M U S I K Klik:

Lana del Reys egen version af Video Games:
http://youtu.be/Yu9V3Phfsf8

Jamie Woons hjemmeside:
http://www.jamiewoon.com/

In The Middle, fedt nummer fra albummet, dog uden video:

14. nov. 2011

COLLETTE - ny super-R&B-star

/ RnB, USA



Her er en ret ny RnB/soul-kunstner + singer/songwriter/producer fra South Carolinas hovedstad Columbia. Hun hedder Collette Blakeney. Og hun synger vildt godt...

Collette spillede saxofon og klaver som barn. Som teenager begyndte hun at synge, sikkert inspireret af hendes mor, der sang gospel. Hun sang kor en række år indtil hun endelig var klar til at "synge selv".






Herover: Material Star (ft. Akil Dasan)

Hun har en “Bachelor of Arts” grad indenfor media-produktion, med bifag i japansk sprog og kultur, har en PR- og kommunikations-virksomhed og bor nu i New York.

Hun får gode anmeldelser både live og på den debut-cd (Experience Collette) hun udsendte i 2008 og har nu i år udsendt sit næste album, Coco By Request, der blev vel modtaget.



.



Herover: Good Morning Heartache (Live In Chicago).

Collette er i år af "The SoulTracks Readers' Choice Award" blevet nomineret til titlen "Female Vocalist of the Year". I 2010 vandt hun "The John Lennon Songwriting Contest". 

Hende skal man nok høre mere til.



M U S I K Klik:

Collette's hjemmeside:
http://www.collettemusic.com/

The John Lennon Songwriting Contest: http://jlsc.com/

Collette’s imponerende CV:
https://www.linkedin.com/in/collettesings

KATE BUSH - nyt album ude

   / Prog-Rock, UK



Kate Bush udgav sit nye album, kaldet 50 Words For Snow, i november 2011 (kan også høres på Spotify). Det er det 10. album fra denne mystiske, talentfulde kvinde i hendes 33 år lange karriere.

Herunder: en fan-made video til sangen Wild Man (fra det nye album). Det er en fængende sang om "Den afskyelige snemand".






Kate Bush startede sin karriere ved at sende demotapes til pladeselskaber, uden held. Tilfældigvis hørte David Gilmour fra Pink Floyd et af båndene. Han hjalp Kate Bush med at producere et bedre demotape og sende det til EMI. De underskrev kontrakt med hende som 16-årig. Men de følgende år holdt de hende tilbage, de ønskede hun skulle have tid til at forbedre sine færdigheder... de betalte hende nogle penge på forhånd, ønskede at holde på hende. Så begyndte hun at spille i et band, og derpå udgav hun sit 1. album.

Hun skriver sine egne sange / tekster og har modtaget mange priser, herunder flere store... og satte / brød nogle rekorder på hitlisterne.

Nedenfor er en fan-made video (hun har ikke udgivet en video til denne sang) til sangen Snowflake; 1. sang på det nye album.






50 Words For Snow har 7 tracks, der ikke uventet er ret lange... fra 7 til 14 minutter hver. Hendes 12-årige søn høres også på det første nummer og flere andre kunstnere bidrager med vokal på de andre sange.

Kate Bush er en genert person, hun har kun været på (EDIT :) 2 ture ... 1979 og 2014. På hendes sidste tour var kameraer forbudt, og crew'et var gode til at stoppe folk i at filme. Der er ingen videoer fra denne tour på internettet.



M U S I K Klik:

Kate Bush' hjemmeside:

13. nov. 2011

MEDIENGRUPPE TELEKOMMANDER slutter

   / Electro-Punk, Tyskland



... og hvem var så det? Kunne man jo spørge...

Mediengruppe Telekommander er / var et tysk (Florian Zwietnig) / østrigsk (Gerald Mandl) 2-mandsprojekt der startede som et ønske om at sammenkoble flere elektroniske kunstformer. Florian og Gerald var begge udøvende indenfor elektronisk kunst inden de mødtes, på en togrejse fra Berlin til Salzburg i 1998. (Herunder deres video Panzer).






De bor begge i Berlin til år 2000, men flytter så "fra hinanden". De har i flere perioder studeret / arbejdet med sammenlagt: psykologi, kommunikation og litteratur, elektroakustik, kortfilm og videoinstallation, konsulent for internetagentur... blandt andet.







De involverede forskellige kunstnere, kunstformer og teknikker i forsøget på at udvikle noget nyt, og efter deres debutsingle (Frauen Sind Besser) i 2001 gik det stille og roligt fremad og de besluttede at blive et liveband også.

Gruppens tekster er interessante, samfundskritiske og anarkistiske. Fx sangen Mein Herz (teksten følger under videoen).






einen um die Welt zu schockieren 
und einen um sich vor der besten Freundin zu blamieren 
einen für zu Hause allein 
oder um einmal so richtig nach am Menschen zu sein 
einen wo der Nachbar sagt du sollst mal leiser machen 
oder für die Autobahn mit 200 Sachen 
einen den jeder sofort kapiert 
oder einen der so schlecht ist dass er keinen interessiert 
mein herz ist schwarz wie deine Coca-Cola 


einen für’s Geld und zwei für die Show 
oder einen mit so gut wie keinem Niveau 
einen den man für was anderes hält 
und der einem erst nach einer ganze weile gefällt 
einen für den Lorbeerkranz 
führt bei manchen auch einmal zu all zu viel Arroganz 
einen den hat man zur hälfte geklaut 
und von einem sich dafür ein teures Outfit gekaut 
mein Herz ist schwarz wie deine Coca-Cola 
You can’t beat the feeling







(Herover var det deres video Trend.) Stilen er kompromisløs Elecktro-punk og deres videoer er om muligt endnu skarpere. Videoen her er faktisk det vildeste zombie-splat siden Tarantinos film From Dusk Till Dawn.



VIDEO IKKE FOR SARTE SJÆLE - SE PÅ EGEN RISIKO!



Gruppen er blevet enige om at opløses sidst i 2011, så det er nok lige om hjørnet... selvom man egentlig ikke går og hører noget til dem er det alligevel en skam og de vil blive savnet... sidste album er Die Elite Der Nächstenliebe med singlerne Billig (video herover) og Deine Schule.






Mediengruppe Telekommander har i alt udgivet 4 studiealbums og et livealbum.



M U S I K Klik:

Mediengruppe Telekommander på Wikipedia

EDIT: deres hjemmeside og Myspace-profil er nu lukkede og links dertil er fjernet herfra.

12. nov. 2011

REACTABLE - et nyt musikinstrument

   / Instrumenter, Teknologi



I de seneste år er der kommet en række interessante "musikinstrumenter" / synthesizers / beatboxes med multitouch-skærm, mest brugt af electronica-kunstnere.

"Reactable" blev opfundet af en lille gruppe på universitetet i Barcelona for ca. 5 år siden. Det er i virkeligheden en computer / synthesizer placeret under et rund gennemsigtigt "bord".

Måske en video lige vil give et indtryk af hvad det egentlig er. Her er ses et remix af Rihanna's Don't Stop The Music, (giv den lige 45 sekunder til at starte... og slå reklame fra: klik tandhjul > fra) udført på Reactable af "Robbo"...






En videoprojektor oplyser bordpladen fra neden.

De vigtige "Tangibles" ligger rundt langs kanten. En Tangible er en lille klods med et farvet geometrisk mønster under (og på visse er der også mønster på siderne, så klodsen kan vendes)...

Man bemærker bl.a., at den store / høje klods er den der "indeholder" lydsamples af stemmer osv.

Herunder et nyere, langt nummer af ReacTJ, med flere klodser i brug, men med ½ minut inden lyd, derpå 1½ minut intro - og det kommer først helt "igang" efter 4½ minut.






Computeren er programmeret til at genkende klodserne og hver klods har sin funktion (se Basic Demo i links nederst) der påvirker / skaber lyden der skal ud, fx rytme, frekvens, samples osv.

Her ses den tyske techno-DJ Oliver Huntemann live i et show fra The Arches i Glasgow. Musikken og showet er ganske specielt, men fascinerende. Han kan også høres på Spotify. Mere om Oliver Huntemann til slut i artiklen.






Klodserne på Reactablen kan grupperes og derpå interagerer de. Man styrer hver klods' instillinger ved at dreje den eller betjene et "panel" der lyser op rundt om klodsen på bordpladen, med fingrene.

Herunder er det igen Robbo her sammen med VP der laver et andet ganske fedt nummer.






Der er kunstnere der er begyndt at bruge Reactables nu, mest til electronica / dj-shows. Bl.a. Björk havde en med på sin Voltaic-turné... her er hun med nummeret Declare Independence, hvor der benyttes Reactable som et af flere multitouch-instrumenter. (Sjov fact: check ved 4:00 - Paul McCartney står backstage og swinger med.)






En af grundene til Reactable endnu ikke er så udbredt er, at den koster op mod € 50.000,- ... de bliver fremvist på shows og store natklubber, og nogle teknologi-museer har købt en.

EDIT: Priserne er faldet, de kan nu købes for mellem € 6.100,- og € 7.070,- i Europa, alt afhængig af om man vil have tasker og udvidelsessæt med og om man selv henter den i Barcelona eller den skal sendes.)

Til almindelige folk er der heldigvis udgivet Reactable-apps til både iOS (iPhone/iPad) og Android (Phones/Tabs/Pads) til en væsentlig billigere penge, og de er også helt interessante.
Herover så vi en demo / et halvt track af Beautyful Life fra Gui Borattos nye interaktive reactable album. Et album hvor han har remixet 4 hits, man kan se, lytte og selv remixe videre på i realtime, mens musikken spiller, på tablets eller smartphones.






Det er da en ganske interessant ny udvikling. Link til albummet og Oliver Huntemann's ligeledes interaktive album i App Store / Google Play findes herunder.



M U S I K Klik:

Links til interaktive albums:
http://www.reactable.com/products/artist/

Reactable hjemmeside:
http://www.reactable.com/

Basic Demo 1:
http://youtu.be/0h-RhyopUmc

Basic Demo 2:
http://youtu.be/MPG-LYoW27E

Reactable på Wikipedia:
http://en.wikipedia.org/wiki/Reactable